Blog indlæg


Presset man oplever som ung mor

At være mor et et valg man tager hver dag, når man putter sit barns glæde og velbefindende foran ens egen. At gøre det rigtige, selv når man ikke ved hvad det rigtige er. Og at tilgive sig selv om og om igen for at gøre alting forkert.

Som sagt før så har man under sin graviditet en masse tanker og følelser i forbindelse med den livsforandring man står overfor. Man har forstillinger om at det bliver liv og glade dage, selvom man godt ved at det også bliver hårdt. For at være ærlig så havde jeg rigtig store forventninger til mit nye liv som mor. Starten på mit “nye” liv blev dog overhoved ikke imødekommet af de forventninger jeg havde.

Gennem hele min graviditet er jeg blevet mødt af bekymringer fra andre mennesker som var dybt foraget over mit valg, om at blive ung mor. Jeg har tit måtte forsvare mig selv og mit valg selvom det i realiteten ikke kom andre ved. Jeg har også gået med tanken og ikke mindst følelsen om at jeg skulle levet op til en helt masse forventninger, som andre havde til mig.

Nå man bliver ung mor har hele samfundet en forventning om at man ikke kan klare det godt nok, og at det er en forkert beslutning. Alle mennesker har en holdning til en og det værste er det blik man får når man kommer gående med barnevognen. Folk kan kigge på en som om man er dybt idiot, udelukkende på baggrund af ens status som ung mor.

Jeg stiller mig fuldstændig uforstående overfor andre menneskers frækhed. At man som menneske har det med, at dømme bogen på omslaget. Der er meget få mennesker der har kigget på mig som et helt almindelig menneske som går i skole osv. kontra kigget på mig som hende den unge mor.

Jeg må erkende at det er utrolig hårdt at være mor, men i min overbevisning har det ikke noget at gøre med min alder. Andre mødre kan have lige så meget og se til, og syntes det er lige så hårdt som jeg gør engang i mellem.

Generelt er det et tabu at indrømme at det er hårdt at være mor. Jeg er da mange gange blevet mødt af latterlige kommentarer fordi jeg har indrømmet at det ikke altid er en dans på roser. Kommentarerne er altid bygget på det grundlag at man som ung ikke kan gøre det godt. Gu’ fanden kan jeg da gøre det ligeså godt som alle andre mødre, det afhænger da ihvertfald ikke af min alder.

Og jeg er ikke bleg for at indrømme at jeg som mor har brug for en pause engang imellem, og at det i perioder er svært at skulle rumme min datter. Sådan er det at være mor, og det skal man ikke være flov over.

Som mor møder man altid mennesker som mener at en måde at gøre tingene er bedre end en anden. Tag bare og kig på en situation som at ligge sit barn i seng. Der er en milion måder at gøre det på, og der er IKKE nogen rigtig eller forkert måde. Som mor indser man på et tidspunkt, at ikke alle børn er ens og ikke alle måder fungere. Det bedste man kan gøre er at prøve sig frem og finde den måde der fungere bedst for barnet.

Der er ikke en bog eller en retningslinje for hvordan man er en god mor. Hvis man gør sit bedste og opfylder barnets behov så har man gjort det godt.

Jeg stille mig utrolig uforstående overfor at vi som mennesker har så meget fokus på detaljer istedet for at erkende at hinanden er gode nok som vi er.

Jeg har tit følt at jeg er under et stetoskop fordi jeg er ung mor. At andre mennesker venter på at man gør noget forkert, eller simpelthen bare gør noget anderledes. Hvis jeg som ung mor fx erkender at jeg syntes at det er hårdt at være mor nogen gange, så er det det eneste som folk ser og dømmer udfra. Istedet skulle man kigge på alt det, jeg som ung mor gør godt. At jeg fx er startet på min uddannelse igen og ikke bare er blevet for komfronatbel og bliver der hjemme af ren dovenskab.

Med alt dette sagt så vil jeg gerne indrømme at jeg selv kan blive bekymret når jeg ser eller høre om andre der er eller er på vej til at blive ung mor. Mine bekymringer bygger på jeg jeg som ung mor selv ved hvor hårdt det er, og hvor mange fordomme der følger med. Jeg kunne aldrig drømme om at forslå andre, livet som ung mor. Dette siger jeg fordi at det er utrolig hårdt. Ikke kun fordi at det generelt er hårdt at være mor, men fordi der er så mange andre ting i det.

Dog er det vigtigt for mig at sige, at jeg ikke mener at det er et forkert valg at blive ung mor. Det handler i bund og grund om at man skal gøre det man syntes er det rigtige for en selv. Man skal bare være klar over at den ikke er som at svæve på en lyserød sky. Man skal være klar til at tilsidesætte sig selv og sine egne behov for barnets behov.

Jeg er et par gange blevet spurgt, om hvordan jeg ville have det hvis Hailey kom i en ung alder og fortalte at hun skulle være mor. Lad mig bare sige at det ønsker jeg ikke for min datter. Udelukkende fordi jeg ikke vil have hun skal gå igennem det samme som jeg gjorde. Dermed ikke sagt at jeg ikke ville støtte hende for det ville jeg selvfølgelig. Og hvis situationen var den, så havde vi klaret det og Hailey ville have fuld støtte fra sin familie

Udover sladder, mom-shaming og generelt pres fra omverdenen, så kan det også til tider være ensomt. Man kan som ung mor hurtig føle sig udenfor i forhold til ungdommens sociale normer. Jeg ved hvor meget man kan komme igennem og hvor hårdt det kan tage på en, og det er det største kilde til min bekymring.

Jeg har aldrig rigtig passet ind nogle steder i min ungsom. Jeg har i en ung alder lært hvilke værdier jeg vægter højst, og ungdommen hvor man fjoller rund og er dum, har ikke vægtet højst. Jeg har før hørt ældre mennesker sige at de er unge af sind, jeg er nok i mindre grad det omvendte. Jeg føler mig ældre af sind i forhold til min alder. Jeg går ikke op i hvilken kjole jeg skal have på til galla på gymnasiet og jeg snakker ikke om en kommende fest flere uger i forvejen. Jeg går heller ikke op i at have fuld krigsmaling i hoved inden jeg går ud af en dør. For mig vægter tiden med min datter højst.

Som ung mor kan man gå glip af nogle ting og man kan være nødt til at vælge ting fra. Jeg kom fx ikke med på studietur med min gymnasium klasse. Jeg syntes bare ikke at jeg havde 4000 kr. som kunne bruges til en “ferie” på fire dage. Jeg vil egentlig hellere være sammen med min datter og så give hende noget nyt legetøj og en oplevelse for de penge.

Selvom jeg føler mig gammel i forhold til dem i min omgangskreds og til tider føler mig udenfor, så er det ikke noget der er afgørende for mit velbefindende. Jeg har helt simpelt bare nogle andre inertasser end mine jævnaldrene

Jeg elsker livet som mor!, og jeg ville til hver en tid tage den samme beslutning. At være mor er det mest berigende og fantastiske jeg ved, og så må man jo tage det sure med det søde..


Den første tid som mor

På min mave lå en lille smuk pige som jeg havde båret på i 9 måneder. Jeg har tit hørt eller set på tv at moderen bliver helt overvældet af denne følelse af at være blevet mor. Denne følelse fik jeg ikke, ihvertfald ikke som jeg har set på tv. Jeg var utrolig glad og overvældet men ikke på den måde man ser på film. Efterfølgene tænkte jeg på om det var mig der var noget galt med eller om det bare ikke var på samme måde som man ser i tv. Eller måske havde jeg bare forberedt mig for meget til at blive mor at det ikke kom som et “chok”.

Det er nok med fødsler af børn som det er med forelskelse og kærlighed. Det er aldrig som man ser på film. Anyways jeg var glad, og med et var man i en lyserød bobbel, hvor man bare elsker den lille skabning som lige er kommet ud. Efter Hailey var født og jeg var syet sammen igen, kom der besøgene.

Besøg på hospitalet er en stor ting som man som mor kan have det utrolig forskelligt med. Nogen vil have at alle kommer og ser vidunderet, mens andre gerne vil vente til de er kommet hjem fra hospitalet. Der er også nogen der er ligeglade fordi de har det vigtigste i deres favn og derfor ikke behøver andet. Jeg var nok en blanding af at være ligeglad, og gerne ville have folk på hospitalet.

Min jordmoder havde skrevet i min journal at jeg skulle have mulighed for at være på hospitalet i 5 dage, og dette var der et par sygplejsker der tog lidt for seriøst. De ville ikke have jeg tog hjem før, selvom at amningen gik godt og Hailey tog på som hun skulle. Jeg var glad for muligheden men jeg havde ikke brug for at være der så længe, jeg var allerede klar til at tage hjem på anden dagen. En ældre sygplejske insisteret på at jeg skulle blive udelukkende på grund af min alder.

Jeg forstår deres ekstra omtanke men det var dog uden grundlag da jeg jo ikke havde brug for deres hjælp. Jeg blev selv lidt overrasket over hvor helt igennem naturligt det at være mor kom til mig. Jeg valgte at blive på hospitalet for de jeg var bange for hvordan det ville se ud i kommunens øjne. Jeg ville ikke risikere at de blev endnu mere indblandede, men samtidig var jeg ved at blive skør af at være indlagt.

Da der var vagtskifte om lørdagen spurgte jeg den nye sygplejske om vi kunne få lov at tage hjem, og det så hun ingen hindring i. Hun forstod fuld ud mine tanker, så det var super rart.

Endelig var vi hjemme! det kunne ikke være bedre. Jeg svævede på lyserøde skyer og nød bare tilværelsen som mor og som en familie. Min helt egen familie. Der blev vendt om på dag og nat, og jeg var badet i tis, lort og mælk, men det gjorde ikke noget – jeg elskede det.

Mit absolut største prolem var at jeg havde svært ved at sove om dagen når Hailey sov. Tro det eller ej, så der det faktisk noget man skal lære. Det gjorde det ikke nemmere at jeg kunne kigge på hende i flere timer selvom hun sov.

Denne tid var dejlig, og der blev lavet barnets bog og andre kreative ting når hun sov. Jeg tror aldrig jeg har været så ofte i centeret som jeg var i denne periode.

Motherhood var slet ikke som jeg forventede, det meget bedre og anderledes end jeg nogensinde kunne havde forstillet mig. Alle mødre har under deres første graviditet tænkt på, og dagdrømt om hvordan hele tilværelsen ville blive når barnet kom til verden.

Noget jeg ikke havde forudset var hvor mange gange man skulle skifte tøj på det lille menneske fordi hun enten havde tisset igennem eller skidt igennem.

Når man bliver gravid og mor, er der mange ting der forandre sig. Man udvikler sig utrolig meget og gennemgår en helt vild modningsprosses. Vi har vidst alle hørt udtrykket “man vokser med opgaven” og det er lidt en kliche, men det passer virkelig.

Den første tid er den tid man lære hinanden at kende som mor og barn. Man lære at læse sit barn og barnets behov mere og mere for hver dag der går. Der hvor man virkelig bliver knyttet er under amningen. Der er det kun mor og barn som har noget helt specielt sammen.

Jeg ved at jeg har skrevet det før, men der er virkelig ingen alders grænse for hvornår man kan være en god mor. Det blev kommunen også mindet om efter at sundhenplejsked gav dem er skrivelse af hendes observationer. Efter den skrivelse blev sagen hos kommunen nemlig afsluttet, og der er ingen ord for min lettelse.

Jeg har heletiden vidst at jeg var en god mor og at jeg klarede det godt, men at kommunen også endte ud med at se det er jo helt igennem fantastisk.


Blog indlæg

Stress

I november 2018 begyndte jeg at føle ubehag i mine ben efter en skoledag. Jeg havde smerter efterfulgt af følelsesløshed i begge ben, som kun kunne afhjælpes ved at have benene højt. På daværende tidspunkt troede jeg bare at det var fordi jeg var på farten hele tiden. Men da jeg nåede december, begyndte jeg at få ondt i hoved hele tiden, som efterfølgende udviklede sig til svimmelhed og kvalme, og selvfølgelig søvnløshed.

På dette tidspunkt tog jeg en graviditets test for at udelukke en graviditet og som forventet var testen negativ. Som december forløb, fik jeg det værre og værre. Ugen inden juleferien var jeg nødt til at tage fri fra skolen, fordi jeg følte mig syg. Jeg kontaktede min læge, men de havde ikke tid før i det nye år, så jeg måtte vente. Samtidig blev Hailey indlagt med lungebetændelse.

Da det blev d. 23. december holde vi jul sammen Glens familie, og det gik godt, vi havde en hyggelig aften. Men pludselig blev alt for meget for mig og jeg var nødt til at stoppe op og trække mig lidt væk. Det blev sort for øjnene og hvert andet hjerteslag hoppede et ekstra slag. Jeg blev dårlig, fordi der skete for meget omkring mig.

Den 24. blev juleaften tilbragt hos min familie, og også her blev jeg overvældet af mine omgivelser. I dette tilfælde reagerede jeg med vrede og irritation samtidig med at jeg i mit hoved ikke magtede noget. Jeg har før oplevet følelsen af ikke lige at kunne overskue ting, men denne her følelse af ikke at kunne magte noget er nærmest lammende.

Min stress er rigtig svær at håndtere, især når jeg ikke bare er Freja men også mor. Min datter er det absolut vigtigste i mit liv, og stress gør det i nogle tilfælde vanskeligt at være den bedste mor som jeg ved jeg kan være. Stress påvirker mig fysisk i form af at jeg føler mig rigtig syg, men samtidig er det også mig som person der bliver påvirket.

På de dårlige dage føler jeg mig ikke som mig selv, jeg er sur, gnaven og utrolig træt. Disse dage er svære at være mor på, fordi jeg er nødt til at rumme Hailey selvom det er enormt svært når der ikke er det store overskud. Jeg er så imponeret og stolt af mig selv fordi jeg netop på de svære dage, har styrken til at kunne være mor for min datter. På de bedre dage har jeg de dejligste succes oplevelser med Hailey, hvor vi virkelig kommer tæt på hinanden. De bedre dage minder mig om dagene inden stress.

Jeg har hele tiden vidst at det ville blive super hårdt at blive ung mor, og starte på uddannelse igen. Livet som ung mor har ikke været hårdere end jeg havde regnet med. At være mor er kommet utrolig naturligt til mig. Jeg må dog indrømme at stress i denne form ikke var noget jeg havde forventet ville ramme så hårdt.

Det jeg har det sværest med i forbindelse med stress, er at Hailey til tider bliver påvirket. Når jeg i forbindelse med skolen har været under meget pres, har jeg kunne mærke på min datter at hun har prøvet flere grænser af og har været lettere til at blive ked af det. Dette er det der virkelig knuser mit hjerte. Jeg har derfor i længere tid kæmpet med mig selv, men også kæmpet for at være den bedste mor jeg overhoved kan være. Selvom min uddannelse er vigtig, så er min datter vigtigst. Og min uddannelse skal ikke under nogle omstændigheder gå ud over det vigtigste og mest fantastiske menneske, som jeg er stolt at at kalde min datter.

Stress er en af de mest almindelige folkesygdomme, og det omtales hele tiden i det daglige. Hvad enten det er på uddannelsen, job eller andet. Jeg har tit hørt folk beklage sig over hvor stressede de er, og jeg vil da erkende at jeg også har ytret mig om at være stresset. Hvad jeg ikke vidste var at der er utrolig stor forskel på at være stresset og rent faktisk at have stress. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle blive ramt, but here i am…

2.g er snart slut og jeg kan ikke udtrykke klart nok, hvor meget jeg glæder mig! Jeg håber og tror på at enden på dette skole år vil være starten på en gladere mig uden stress eller ihvertfald mindre stress. Min datter er den største drivkraft, og jeg syntes det er utroligt hvordan man som mor kan overkomme og udrette de vildeste ting baseret på den kærlighed man har til sit barn.


Blog indlæg

Fødslen

Når man i graviditeten nærmer sig fødslen, kommer der en periode hvor man er nervøs, og tænker utrolig meget over hvad det er der skal ske. Den følelse havde jeg da jeg var omkring uge 36, da der var blot 4 uger til terminen. Det helt utrolige er at den følelse bliver erstattet med utålmodighed. Da jeg så nåede uge 38 havde jeg fået nok, nu skulle det barn bare ud, så jeg kunne møde hende men også så jeg kunne få min krop for mig selv.

I uge 38 var jeg hos jordmoderen, og vi snakkede om igangsættelse hvis det skulle ske at jeg gik over tid. Dette var begrundet mine mange smerter som følge af at baby H fyldte og pressede på tarmene, som er syge.

Tiden gik og vi nærmede os terminen, som lå den 16/7-17. Den. 11 var jeg ude og få taget graviditets billeder af min gode veninde, netop fordi terminen var så tæt på. Jeg skulle jo nå det inden babyen kom til verden.

Tiden gik og så kom terminsdatoen, men ingen baby. Der gik flere dage over og nu var der altså ikke ret meget tålmodighed tilbage. Jeg kunne ikke vente med at få hende ud. I løbet af de følgende dage, fik jeg fortaget 3 hindeløsninger, i håb om at fødslen skulle gå igang, men intet skete. Jeg fik derfor en tid den 23/7 til en igangsættelse. Da hindeløsningerne ikke virkede, og der ingen tegn på fødsel var, mødte jeg op på fødegangen mandag d. 24.

Da jeg ankommer får jeg af vide at de har for travl, så de derfor ikke må sætte mig igang. Helt ærligt de kunne da i det mindste have ringet og givet den besked… Nå men de tilbyder endnu engang en hindeløsning, og så bliver jeg sendt hjem. Jeg får en ny tid til dagen efter.

Natten til tirsdag vågner jeg fordi at jeg får krampe lignende smerter i underlivet. Dette fortsætter i intervaller, og det forhindre mig i at sove. På dette tidspunkt er jeg ikke i tvivl, nu er vi igang…

Nu kunne jeg jo godt havde været fræk og vække Glen, men sådan en sød kæreste jeg var lod jeg vær. Om morgnen fortæller jeg Glen at vi altså er igang, og vi beslutter os for at tage ud på hospitalet til vores tid.

Da vi ankommer er veer’ene blevet kraftigere men da jeg ikke havde åbnet mig, så blev vi sendt hjem med besked på at ringe når vandet gik eller smerten ikke var til at holde ud.

Glen havde fra morgenstunden ringet til sin mor for at fortælle at jeg havde fået veer og at vi var ude på hospitalet. Jeg vil mene at hun var utrolig spændt, for da vi ligger hjemme på sofaen og prøver at slappe af så ringer hun til Glen, og spørger hvor vi er henne. Glen fortæller at vi er hjemme, og så viser det sig at svigermor står ude på hospitalet og leder efter os. Ja man må sige at vi fik os et godt grin.

Det skal lige nævnes at der ikke skulle nogen med til fødslen ud over Glen og jeg.

Mens vi snakker i telefon med Glens mor, kan jeg mærke noget fugtigt i mine trusser. Jeg beder derfor Glen kigge efter (maven var for stor til at jeg selv kunne se). Glen bliver helt mærkelig i hoved, og siger til mig at jeg selv lige må gå ud på toilettet og tjekke hvad det var. Da jeg rejser mig kan jeg bare mærke at det løber ned af benene.. Vandet var gået og det var bestemt ikke ligesom man ser på film med et plask. Nej det sivede ud og det havde ingen ende. Det føltes nærmest som om man tissede i bukserne.

Da jeg ringer ud til fødemodtagelsen og skal oplyse mit CPR-nummer, oplever jeg hvordan selv jordmødre kan blive “overraskede” over min alder. Jeg ringer og fortæller at mit vand er gået og oplyser så mit CPR-nummer, hvorefter jordmoderen siger nej det kan ikke passe. Jeg siger jo det passer. Jordmoderen siger så nej det kan det altså ikke for der står 2000 her, hvor efter jeg afbryder og siger det passer altså, skal jeg komme ud til jer eller?.

Da jeg kommer ud og bliver undersøgt er der stadig lang vej igen, så nu skulle vi bare igennem resten. Hold nu kæft hvor gjorde det ondt. Jeg havde i forvejen besluttet at jeg ville føde 100% naturligt og uden smertelindring. Lad mig bare sige at jeg kom på andre tanker. Da der var gået omkring 16 timer fra jeg ankom til hospitalet kunne jeg ikke holde det ud længere, og jeg fik lagt en epidural blokade i ryggen. Jeg var lam fra navlen og hele vejen ned og jeg havde aldrig haft det bedre. Der gik fortsat mange timer og presse veer’ene begyndte, men jeg måtte ikke presse da baby H ikke lå rigtigt. Jeg lå en time, og det føltes som om at man var ved at skide en vandmelon ud af rumpen.

Min redning kom da der endnu engang var vagtskifte (3 vagtskift). Ind kom en ung jordmoder som bare var helt fantastisk og fik baby H rigtigt ned og stå, og 12 minutter senere var hun født.

Glen blev så overvældet at han var ved at besvime, og baby H var helt lilla og sagde ikke en lyd. Der gik et øjeblik som føltes som en evighed. Men så græd baby H og Glen var også okay. Og nu kunne jeg nyde det første øjeblik med dette lille menneske som man selv har skabt, for på maven af mig lå det smukkeste og mest vidunderlige jeg nogen sinde havde set.

Fødslen tog i alt 37 timer, og resulterede i to syninger, men det var det hele værd. I det øjeblik man har sin baby på maven, glemmer man hele verden og det smerte helvede man lige kort forinden havde været igennem. Det mest utrolige er at man ville gøre det hele igen.

Hailey blev født d. 26/7-17 (hele 10 dage over termin) klokken 09:08. Jeg havde født en baby på 3834 g.


Blog indlæg

Graviditeten

Min graviditet startede stille og roligt ud med morgenkvalme. Jeg aner virkelig ikke hvorfor det hedder morgenkvalme når det fortsætter gennem hele dagen?. Anyways kvalmen varede fra uge 9-12, og det var et helvede når jeg var i skole og på arbejde. Da jeg fandt ud af at jeg var gravid, gik jeg i 1.g på gymnasiet og havde fritidsjob i netto. Marie kiks og massere af kold vand, var vejen frem for mig.

Efter misdannelsesscanningen i uge 12, lagde jeg et opslag på facebook hvor jeg offentliggjorde nyheden. Her fik jeg mange lykønskninger, men det var også begyndelsen på de mange blikke og hvisken i krogene på skolen. Min klasse tog det utrolig pænt, men resten af skolen begynde at stirre i takt med at maven blev større og der ikke længere var nogen tvivl om at jeg rent faktisk var gravid.

I hele graviditeten var det mærkeligt at tage i skole, fordi det hver dag var som om ingen af dem havde set en gravid. Hele skole stirrede ligeså meget i starten som de gjorde til sidst i graviditeten. Det var da hårdt engang i mellem at se og vide at alle kiggede på mig og talte om mig. Jeg gik i klasse med en barndomsveninde, og hun var så go i denne svære tid på skolen. Hvis folk gik forbi og stirrede så vendte hun sig om og sagde “tag dog et billede, det holder længere!” Efterhånden lagde jeg ikke mærke til det, det blev nok lidt en vane at tingene var som de var.

Ud over skole og arbejde kom kommunen også ind i billedet. Da jeg var yngre havde jeg mange problemer med mobning og en række andre ting. Og i den forbindelse havde jeg en kontaktperson. Så fordi at jeg allerede havde en åben sag hos kommunen var de meget hurtigt på, da de fandt ud af at jeg var gravid.

Jeg forsår godt kommunens bekymring, for jeg havde ikke noget sted at bo som kunne rumme et lille barn og hverken Glen eller jeg havde en fast indkomst. Oppe på kommunen fik jeg en sagsbehandler som ikke var begejstret hun lavet en liste over en række ting vi skulle få på plads. fx arbejde som Glen skaffede dagen efter listen blev lavet.

Selvom alt det sagsbehandleren bad om kom på plads, valgte hun stadig at stille sig op og “true” med at fjerne vores barn. Hun sagde “hvis chancen for at få taget jeres barn er her, så ligger i meget højre” Man kan godt sige at vores sagsbehandler var helt gal på det. For da vi kontaktede chefen, og fortalte om vores situation, kunne han slet ikke sætte sig ind i sagsbehandlerens tankegang. Et par dage efter mødet med chefen, blev vi tilbudt en lejlighed.

Selvom der ikke blev hold fast i en tvangsfjernelse, havde man det stadig i baghoved heletiden. Der gik ikke længe imellem at jeg tænkte på det og det gjorde mig ked af det i en længere periode. Frygten for at miste sit barn er den værste frygt jeg nogensinde har haft!.

Noget af det mest grænseoverskridende i min graviditet var når folk ville røre min mave. Det at røre maven var noget af det mest intime og private, og det er okay at have det sådan.

Graviditet om sommeren er forfærdeligt! Jeg svedte som et svin. Jeg tror aldrig i mit liv at jeg har haft det så varmt før.

Mine cravings..

Jeg var vild med kartofler med smør, agurker med ketchup, men det jeg cravede mest var sun Lolly is. Jeg kunne snildt spise 2-3 is i løbet af dagen.

Sidste del af graviditeten…

Her lagde vi ud med konstant aften halsbrand, og mave smerter grundet min kronisk autoimmune tarmsygdom. Baby H var begyndt at fylde for meget, og det var utrolig smertefuldt. Jeg havde svært ved at få luft hvis jeg skulle anstrenge mig den mindste smule. Eksaminer og terminsprøver nærmede sig og jeg skulle til eksamen i musik… MUSIK! jeg skulle synge en sang mens jeg stod der højgravid og uden at kunne få vejret.. Jeg kan sige at det gik så godt at jeg fik 02.

Under en terminsprøve var jeg ude for at en lærer gik lidt agurk fordi jeg havde lagt min computer i vindueskammen ved siden af mit bord, selvom hun havde sagt at computerene skulle ligge på gulvet. Gulvet? hvordan i alverden skulle jeg dog få fat i den igen når den ligger på gulvet?? jeg kunne ikke engang se mine tæer. Anyways jeg kom igennem 1.g helskinnet, og endelig havde jeg sommerferie. Alt baby udstyret var på plads og jeg var fuldstændig klar til at baby H skulle melde sin ankomst.

Blog indlæg

To streger, hvad gør jeg?..

Det hele startede en helt normal dag i oktober. Jeg havde i 3 ugers tid haft menstruations lignende smerter, men menstruationen blev ved med ikke at komme. Dagen forinden havde jeg fortalte det til min kæreste Glen, og han kom med den kommentar at det bare var fordi at jeg var gravid. Selvom han mente det i sjov var jeg alligevel nød til at bevise at han tog fejl.

Guess what, the joke was on me..

Bedst som jeg sad og regnede med en enkelt streg, var der til min store forbavsning to! To streger! Da jeg sad der med testen i hånden, som viste sig at vise positivt, sprang jeg op af glæde. Få sekunder efter blev glæden til bekymringer og en masse andre følelser. Hvad gør jeg? Nu sad jeg tilbage med det største valg i mit liv.

Hvordan fortæller man sådan en nyhed?.. Jeg skrev til Glen at vi skulle have en snak når han kom hjem til mig senere på aftnen. Glen blev irriteret over at jeg ikke bare kunne fortælle ham hvad det handlede om, så jeg endte med at skrive en besked hvor der stod “du skal være far”. Glen blev sur til at starte med, fordi han troede at jeg løj. Da jeg senere fik bekræftet graviditeten hos lægen, blev han utrolig glad.

Glen tog det pænt, men hvad med resten af familien? jeg var kun 16 år gammel. Glens mor tog det også pænt, men det var også mere min egen familie jeg var mest nervøs for.

Jeg havde på forhånd tænkt meget over min beslutning og der var ikke andet rigtigt for mig, end at blive mor.

Jeg startede med at ringe til min mor, selvom jeg ikke rigtig havde kontakt med hende. Jeg sagde det bare som det var, og spurgte hende om hvordan søren jeg skulle fortælle min far det. Af min mor blev jeg mødt af kommentarer som at jeg ikke får en uddannelse, min ungdom vil være slut, at jeg aldrig vil blive til noget.. Min mor og jeg har som sagt ikke noget forhold, så det var hvad man kunne havde forventet. Disse ord har endda været utrolig motiverende for at gøre mit allerbedste som mor.

Min far blev gal altså virkelig gal. Jeg tror endda at han i en lille periode stoppede med at snakke til mig. Lad mig bare sige det som det er. De fleste omkring mig blev enden sure, forargede eller kede af det. Alle ville påvirke mit valg, og pressede mig til at få en abort.

Det var min krop og mit valg, og først efter den 12 svangerskabsuge begyndte dem omkring mig at bløde op. Men hold nu fast hvor var der langt fra de 9 uger hvor jeg opdagede graviditeten til den 12 uge hvor man ikke længere kan få en abort, det føltes ihvertfald som evighedder..

For mig var alt negativitet fra menneskerne omkring mig utrolig hårdt, og jeg var rigtig ked af det i den periode. Det gik heldigvis over med tiden. Det krævede bare tid før at familien kunne vænne sig til tanken om deres nye titler.

Det er utrolig vigtigt at omgive sig selv med positiv energi når man står overfor dette utrolig vigtige valg. Uanset hvor hårdt det er så er det kun en selv som kan tage beslutningen og ved hvad der er det rigtige.

Man skal huske på at alt med tiden vil ændre sig, og i de fleste tilfælde til det bedre. Min mor og jeg har stadig ikke noget forhold, men resten af min familie er smask forelskede i lille Hailey.

Lille nyfødte Hailey