Forældreskab, Bag om Bøffen, Graviditet, Fødsel, Baby

Jeg er jo i gang med en række af indlæg om ting jeg er blevet klogere på, efter jeg har været gravid, født og blevet mor. Denne gang handler det om min kæreste, og hvordan han har overrasket mig positivt efter han er blevet far.


Min kæreste skred ikke da jeg var gravid
Mit eget forhold til min far er ikke-eksisterende, og jeg har ingen reserve haft. Derfor har jeg nogle ret store issues omkring det der faderskab. Det var værst da jeg var gravid. Jeg troede jo selvfølgelig på at jeg ville blive positivt overrasket når vi stod med vores baby i armene, men angsten for at han ville smutte, ligesom min far, var stor. Det resulterede i mange fortvivlede diskussioner, som selvfølgelig ingen vegne førte, da min kæreste jo ikke kunne bevise noget, før jeg havde født. Han kunne bare forsikre mig om at han ikke ville forlade os, og jeg kunne vælge at tro på ham eller.... ja, blive ved at leve i angsten. Vi kender vidst alle situationen hvor frygten for noget er så stor, at alle rationelle tanker ikke har noget at skulle sige. Så det bedste for mig, var at snakke med min kæreste hver gang tvivlen kom, og så ellers bare holde mig beskæftiget så jeg ikke havde så meget tid til at tænke og frygte det værste. Her snart ni måneder efter, er min kæreste og jeg stadig sammen. Vi har stadig et barn sammen, og vi har stadig et godt parforhold. Alt er lige som jeg håbede og ønskede, selvom jeg lige til det sidste frygtede det værste.


Det kom helt naturligt til ham da han blev far
Vi kvinder er mødre allerede fra vi ser de to streget på testen (hvis vi ønsker at fuldføre graviditeten vel og mærke. Jeg er fortaler for abort hvis det er det man ønsker). For de kvinder der ønsker graviditeten er de to streget dog alt afgørende for resten af livet. Fra det øjeblik ved vi nemlig at vores liv kommer til at ændres. Fra det øjeblik går vi i mommy-mode. Vi indstiller os ligeså langsomt, gennem graviditeten, på at vi om lidt er mødre: den der er ansvarlig for at stille et andet menneskes basale behov, men især også behovet for kærlighed. Den omstilling vi kvinder går igennem, går mænd ikke igennem. Mænd er først fædre når de er fædre. Når de står med en baby i hænderne, der ved de at de skal tage ansvar. Før det har de ikke den fjerneste anelse om hvad det er for en rolle de kommer til at spille. Hvad det vil sige at være far. Sådan nogle tanker gør mænd sig nemlig ikke, og hvordan skulle de også forberede sig? De kan se maven vokse, men fra det og så til at forestille sig en baby, og deres egen nye titel som far, der er langt. Jeg tror det er en fordel at det er sådan, selvom det kan være noget så frustrerende som gravid kvinde. Jeg er dog sikker på, at uanset hvor meget vi tvivler på at vores mænd kan finde ud af at være fædre, så kan de det. Det kommer, utroligt nok, helt naturligt. Det gjorde det i hvert fald for min kæreste. Han var for første sekund en omsorgsfuld, ansvarlig og kærlig far. Ligesom jeg håbede på.


Det er fantastisk hvor meget han elsker vores søn

Jeg bliver stadig nogle gange helt overrasket over min kæreste. Det overrasker mig at han er i stand til at elske og udtrykke sine følelser så meget, som han gør overfor vores søn. Selvfølgelig giver han også udtryk for sine følelser overfor mig, men det er nu noget helt andet med ham og Bøffen. To forskellige slags kærlighed. Den ene helt ren og fuldkommen inderlig. Den anden vekslende og fyldt med ord, tanker, forbehold og respekt. Jeg kan af og til blive helt jaloux over den rene form for kærlighed min kæreste føler for vores søn. Det er fantastisk at jeg har kunne give ham noget at elske på den måde. At jeg har kunne give hans liv den mening. Udbyttet for mig, er den glæde det giver mig, at se min kæreste elske så meget, og på den måde.


Min kæreste er den sejeste fordi han kan rumme mig
Èn ting jeg virkelig respekterer, og står i evig gæld for, det er min kæreste evne til at rumme mig. Seriøst hvor må det være frustrerende, og til tider livsdrænende, at være sammen med en gravid, fødende, nybagt-, barslende-, og generelt: en mor. Vi er jo livets største monstre. Okay, jeg skal nok lade være at generealisere kvinder nu, du skal ikke føle dig ramt. Kun lidt. JEG er et monster. Det har jeg altid været, og det er kun blevet værre. Nu er jeg et mor-monster: beskyttende, bedrevidende, fornuftig, ansvarlig og krævende - og det er kun som mor. Som kæreste er jeg ligeså krævende, kærlighedshungrende, følsom, usikker, bekræftelses-søgende og stædig. Stakkels mand. Jeg forstår næsten godt de kære mænd der har lyst til at løbe fra det hele. Jeg havde ikke selv klaret et parforhold med mig selv. Og da slet ikke samtidig være forældre. Puha. I said it.
Jeg elsker min kæreste for at være så rummelig, tilpassende, ansvarlig, overskudsagtig, huslig - og at være en fantastisk far og kæreste.

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments

Kontakt: Sisselvinther@hotmail.com

  • Facebook
  • Bloglovin
  • Instagram
  • Blogkeen
  • Nouw
Få besked om nye indlæg på email