Da jeg var gravid, udviklede jeg en lettere angst-kombi-tvangstanke-fobi over for bakterier. Så jeg sprittede hænder i hvert fald 10 gange i døgnet, og kunne blive helt ude af mig selv; desperat og oprevet, over det mindste som kunne være en bakteriebombe.

Det var ikke fordi jeg fik rengøringsvanvid af den grund, desværre. Jeg er nemlig opvokset i et hjem hvor fokus ikke var på at der skulle være rent og nydeligt hele tiden. Derfor er min tolerance overfor skidt og snavs nok unormalt stor, men jeg synes da selv jeg er mere eller mindre renlig.

Under min mindre maniske anti-bakterie periode, var jeg dog ikke ret sjov at leve sammen med. Eller at være sammen med. Jeg rørte ikke ved håndtag offentlige steder, og faktisk helst heller i vores eget hjem, medmindre jeg kunne spritte mine hænder efterfølgende. Så ja, jeg var ret så langt ude.

Som gravid havde jeg også alt for meget tid, og dobbelt så meget ventetid, før termin. Da jeg blev mor ændrede det sig dog hurtigt. Jeg fik nemlig noget andet at gå op i; Bøffen.

Som mor vil jeg ikke gå og være anstreng omkring skidt og bakterier. Jeg ved det smitter af på Bøffen; alt jeg gør, og alt jeg fokuserer på. Desuden har jeg selv været barn, og et beskidt et af slagsen, så jeg har selv spist jord og leget med vandet i toilettet - og er jeg død? Næææh, i hvert falt ikke helt.

Derfor lader jeg Bøffen gøre det meste! Jeg er ikke bange for at han sviner. Der er oftest mad overalt i køkkenet, tis på gulvet (når han render uden ble af og til), og pletter på mit tøj pga. en snotter han lige har tørret af i farten. Jep, børn er så skønne.

Okay, jeg giver ham faktisk ikke lov til at lege på toilettet. Det er ikke så meget pga. selve toilettet, for det sidder jeg selv på, og min røv ligger i sengen om natten. Så røv + seng = toilet-bakterier der hvor vi leger om dagen, og sover om natten. Det der derimod er fy fy på badeværelset, det er toiletbørsten! Jaja, det er sikkert samme bakterier som dem på min røv, som så kommer i sengen, MEN det er sgu' bare lidt mere ulækkert at bide i en toiletbørste. Det der er endnu mere FY FY FY, end toiletbørsten, det er kattebakken(!)

Jep, kattebakke er Bøf-no-go. Han skal absolut IKKE vide at kattegrus ligner og lyder som grus der ofte er i sandkasser. Han elsker at lege med det smågrus, ral-agtige sten, når vi er på en legeplads med dem. Så jeg kan lige forestille mig hvor meget han vil elske kattegrus, der altid er tilgængeligt, ude på badeværelset. Nej, bare nej.

Så som mit yndlingsmotto for tiden lyder på: Alt med måde.

Okay, Bøffen må spise alt det jord og sand han vil, og han må plette og svine på hans tøj, og kravle hvor end han vil, men jeg sætter nogle grænser. I hvert fald derhjemme. Når vi er ude er jeg mere large - hvad jeg ikke ved har jeg ikke ondt af.

Så mor! Lad være at være så sart, medmindre du vil have sarte børn. Det er selvfølgelig op til dig. Jeg skal ikke dømme dit moderskab.

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

  • 412 Læsere

Likes

Comments