Mor-erfaringer, 6-12 mdr., Vuggestue

I dag, den 7. august, er Bøffen startet i vuggestue.

Han elskede det! Selvom han var ved at falde i søvn en time før vi skulle være der, fordi han stod lidt for tidligt op i morges. Typisk. Trods træthed var han dog helt nede med vuggeren!

Vi var der en time, selvom planen var 30 min. Da det gik så fint, og han ikke viste tegn på utryghed eller overstimulans, så hyggede vi bare Eller han hyggede..... Faktisk sad vi bare og iagttog ham, mens han legede med alt det nye legetøj og charmede piger og pædagoger.

I morgen skal vi afsted igen, og der bliver vi nok lidt længere tid. Det er så spændende! Bøffen er sgu' snart ikke en baby mere, sådan rent officielt. For mig vil han altid være en baby... også om 10 år!

Forberedelser vi har gjort os før vuggestue-start er få, men meget vigtige, ting.

Vi har fået Bøffen passet fra han var helt lille. Vi har ingen familie i nærheden, men vi har en flok venner der hellere end gerne passer en aften. Jeg tror virkelig det er en fordel nu hvor han skal i institution, da han så er vant til at knytte sig til andre, og ved at vi altid kommer igen. Så før det er for sent, så få dit barn passet! Det har både du og dit barn godt af.
Pædagogerne på Bøffens stue bekræftede også at det altid er nemmere med børn der er vant til at blive passet, end børn der kun har været sammen med forældrene.

Klistermærker med navn på har jeg købt i hundredevis. Jeg bestilte nogle klistermærker på ebay, der lover at være vandfaste. Jeg har dog ikke testet endnu. Jeg tror jeg gav 62,- kr. for 200 stk.
Nu skal de så bare sættes i alt Bøffens tøj og på sutter, så det er til at finde ud af hvad der er hans.

Vi har ikke valgt en dagpleje til Bøffen, af den simple grund, at vi tror på at vuggestue er ligeså godt. I hvert fald til vores barn. Bøffen er så social og sej, at han ikke har brug for ekstra opmærksomhed eller at blive taget hensyn til. Han er så god til at sidde og lege selv, og skal nok sige til hvis han er utilfreds. Han bliver meget sjældent overstimuleret, og har brug for at der sker noget omkring ham.

Jeg gik selv i dagpleje, og har altid tænkt at mit barn selvfølgelig også skulle det. Jeg blev dog klogere da jeg mødte mit barn, og hurtigt kunne mærke at han ikke har de samme behov som jeg havde. Jeg har stadig traumer fra min dagpleje-tid, over et andet grædende barn, der bare hylede og hylede. Jeg kunne simpelthen ikke klare larmen, og har den dag i dag stadig brug for meget ro omkring mig, det meste af dagen. Jeg bliver simpelthen stresset af for megen støj, eller for høje lyde.

Sådan har Bøffen det tilsyneladende ikke, og jeg er helt sikker på at vuggestue er perfekt til ham. Der ville ske for lidt i dagpleje. For få damer at charme... det dur ikke til Bøffen.

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments