Sissel, Depression

Det her indlæg har været længe undervejs. Jeg ved stadig ikke helt om jeg skal trykke "udgiv", men jeg føler at jeg har brug for at få det ud.
Jeg har brug for at det her er en personlig blog - min personlige blog. Af person er jeg meget hurtig til at åbne op, og jeg har intet imod at dele det meste af mit liv med alle og enhver. Jeg tror på at med ærlighed kommer man længst, så derfor vil jeg også åbne op omkring hvordan jeg har det psykisk, her på bloggen. Det gør det også nemmere i fremtiden at kunne få afløb for følelser og andre tanker herinde. Jeg kan mærke at det hæmmer mig at jeg føler jeg ikke kan skrive alt her, fordi jeg stadig ikke har fået det her ud.

Jeg har i mange år vidst at jeg ikke havde det helt godt. Jeg havde det ikke udelukkende dårligt, men min grundfølelse var meget sort og trist. Der var flere dårlige dage end gode, flere triste følelser end glade. Jeg lærte at leve med det, og bildte mig selv ind at det var normalt. Alle jeg snakkede med forsikrede mig jo om at de havde det på samme måde, og nikkede genkendende til det jeg fortalte om mine følelser og tanker. Så det jeg følte og tænkte måtte være det samme som alle andre, jeg forstod bare ikke hvordan de kunne leve med at have det sådan.

Nu hvor jeg er kommet ud på den anden side, har fået det bedre og er blevet klogere, ved jeg at jeg ikke bare havde det ligesom alle andre. Jeg skulle have taget mig selv mere alvorligt, og råbt højere efter hjælp. Haft ondt af mig selv, og ikke bare tænkt at alt var som det skulle være. At livet bare skulle gøre ondt.

Jeg skal mange år tilbage for at huske en tid hvor jeg ikke så verden som grå og trist. Derfor har jeg også hele tiden vidst at min evne som mor, ikke ville være påvirket af hvordan jeg havde det, for jeg havde jo lært at leve med det, og troede at det skulle være sådan. At livet bare ikke føltes så fantastisk som jeg egentlig syntes det var. Det er stadig svært for mig at sætte ord på hvad det var, og hvad det er. Jeg vidste dog at hvis ikke jeg fandt noget der gav mit liv mere betydning, så syntes jeg ikke at livet var nok værd. Det var en af grundene til at jeg gerne ville være mor. Jeg vidste nemlig at det ville give mit liv en helt ny mening.

Da jeg blev mor tog jeg endelig mig selv alvorligt nok, til at insistere på at få hjælp. Det er pga. Bøffen at jeg har taget ansvar for mig selv, og taget det skridt der var nødvendigt for at få det bedre. Han er min måde at flytte fokus væk fra mig selv, og de følelser jeg har tendens til at dvæle ved. Han kan rumme alt den kærlighed, som også fylder i mig, og gøre mig til et bedre menneske, mor, veninde, datter og kæreste.

Det var dog ikke Bøffen der gjorde at jeg fik det bedre, han gav mit liv meget mere mening, men jeg følte stadig det hele var mere sort end hvidt. Det der endte med at blive min redning var at starte på anti-depressiv. I said it. Det skal ikke være et tabu. Det er takket være det at jeg for første gang i mange år, er oprigtigt glad for livet.

Efter jeg startede på medicinen fik jeg det nemlig straks bedre. Det var som om et eller andet faldt på plads, og for første gang i flere år kunne jeg nu være rigtig glad. Jeg kan grine, fjolle og danse. Jeg kan føle at livet er fantastisk. Den følelse kan jeg ikke huske at have haft, sådan oprigtigt, i mange mange år. Jeg har altid været taknemmelig for mit liv, og alt hvad det indebar, men at føle en gennemgående følelse af glæde for mit liv, det har jeg først følt nu. Jeg kan bedre mærke mig selv nu, og jeg kan nu rigtigt mærke, hvor glad jeg er for Bøffen.

Jeg har det som om der var et filter på verden før. Et sløret filter, der gjorde det hele gråt og trist. Efter jeg begyndte på medicin, er det filter forsvundet. Mit liv er værd at leve nu, fordi jeg kan mærke hvor glad jeg er for det. Jeg elsker den tilværelse jeg har; min familie, mine venner og min fremtid. Jeg har for første gang i alt den tid jeg kan huske, følt mig lykkelig.

Det kan jeg takke medicinen for, og det vil jeg ikke lægge skjul på. Jeg ved at mange tager anti-depressiv, og jeg ønsker ikke at det skal være et tabu. Jeg havde selv utroligt mange fordomme om folk der tager den form for medicin, og var overbevist om at det hele måtte være kunstigt og indbildt. Det ved jeg personligt nu ikke passer.

Jeg har stadig rigtig mange tidspunkter hvor jeg ikke har det godt. Stadig flere end jeg synes er okay. Jeg er dog ved at lære hvad jeg kan gøre for lettere at acceptere det jeg føler, og sortere lidt i de tanker jeg tænker.

Jeg har i mange år prøvet at finde grunden til hvorfor jeg ikke havde det godt, men jeg er fundet frem til at det nok er en blanding af mange forskellige ting. Jeg er af person meget følsom og fornemmer let andre folks stemninger og følelser. Jeg bruger alt min vågne tid på at tænke på alverdens ting. Det er hårdt altid at ville finde svar og vende og dreje alting, selvom det oftest ikke er gavnligt for noget som helst. Selvfølgelig har min baggrund; mit forhold til min mor, og den manglende far, og alle mine andre erfaringer og valg fra fortiden, også en rolle i alt det her. Derfor tror jeg aldrig at jeg finder én årsag til hvorfor jeg har det, som jeg har.

Næste skridt for mig er at acceptere det hele, og lære at leve med at jeg er som jeg er - og at jeg føler som jeg føler. Jeg tror det bliver en årelang proces, men processen er i gang.

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments

Kontakt: Sisselvinther@hotmail.com

  • Facebook
  • Bloglovin
  • Instagram
  • Blogkeen
  • Nouw
Få besked om nye indlæg på email