Forældreskab, Bag om Bøffen

Jeg har faktisk altid haft det lidt svært ved familie. Altså begrebet "familie". Jeg forestillede mig altid at en rigtig familie bestod af minimum en far og en mor. Dernæst et til flere børn. Antallet af børn var ikke så vigtigt for mig, men antallet af forældre var: der skulle være to forældre, i en rigtig familie.

Det er egentlig ret sjovt at jeg havde den forestilling. En forestilling om hvordan det skulle være, hvordan man ville have det i sådan en familie. Hvordan ens forhold til sine forældre ville være. For forældre er to mennesker. Jeg er kun opvokset, og har kendt til, én forælder.

Jeg sagde altid, når folk sagde "dine forældre..", at jeg ikke havde forældre. Jeg havde en mor - én forælder.

Sagen er den at jeg aldrig har mødt min far. Jeg har heller aldrig haft en erstatning. Jeg har altså aldrig oplevet at have et forhold til en mand som tilnærmelsesvis kunne være en faderfigur for mig. Derfor ved jeg slet ikke hvad det vil sige at have en far. Hvad føler man for sin far? Hvad er en far overhovedet? Hvilken rolle har en far i familien?

Jeg havde da set en masse film, og jeg havde klammekammerater der havde fædre. Der fra kommer mine forestillinger sikkert. Ideen om en fader. Det skal lige siges at jeg er taknemmelig over beslutningen min mor tog, da jeg var lille, om at min far ikke skulle være en del af mit liv. Han forlod nemlig min mor da hun blev gravid med mig, og kom så (vidst nok) tilbage da jeg var omkring 2 år, og ville gerne have kontakt. Han er, hvad jeg ved, et meget ustabilt menneske, og jeg er næsten sikker på at jeg, og min mor, ikke var blevet gladere af at have ham i vores liv. Jeg tror jeg havde oplevet svigt og haft en masse forhåbninger i stedet. Så er jeg faktisk glad for bare at være endt med en forestilling om hvad en far er.

Jeg har med tiden også lært at der ikke er noget der er rigtigt og forkert, når man snakker familie. I dag er der et hav af familieformer, og jeg er sikker på at den ene er ligeså god som de andre - hvis alle parter vel og mærke har det bedst på den måde. Jeg er helt sikker på at to mødre, eller to fædre, kan være ligeså godt som en mor og en far. Måske endda bedre. Det handler jo om så mange ting. Jeg tror bare det vigtigste er at man har det godt som forældre, og har indrettet sit liv så der bliver taget hensyn til alle i familien. Så skal børnene nok få det de har behov for.

Det er dog ikke altid nemt for mig, at være i et forhold med en mand, der samtidig er far til mit barn. Så har jeg igen skulle til at forholde mig til betydningen af hvad en far er, og hvad en far gør.

I min opvækst med min mor, har min mor jo været 100% af forældreskabet. Derfor tænkte jeg, allerede fra da jeg blev gravid, at så måtte min kæreste jo være 50% af forældreskabet. Nu var vi jo to om det, så vi skulle selvfølgelig begge have nøjagtig samme ansvar, ligeligt fordelt.

Jeg er blevet klogere.

Det forældreskab jeg forestillede mig, findes ikke. Mor og far er - og kan - ikke være og udgøre ligemeget på alle områder, og i alle situationer. Jeg tror automatisk man varetager forskellige ansvarsområder og giver noget forskelligt til ens barn, uanset hvilken familieform man har. Man kan ikke forvente et 50/50 forældreskab.

Det eneste man kan forlange er at ens partner, gør ligeså meget som han (eller hun) kan. I mit tilfælde, forlanger jeg at min kæreste gør det bedste han kan, for at være der for vores barn, og være der for mig. Han gør rollen som far, så godt som han kan, på den måde han bedst kan det. Selvfølgelig er der plads til ønsker og behov, som jeg gerne vil have at han bliver bedre til at indfri, men han kan ikke gøre mere end det han gør.

Min kæreste kan ikke være mor til vores barn. Han kan kun være far, for det er hans rolle. Selv nu hvor vi begge går hjemme, og har gjort det en stor del af Bøffens levetid, så er det stadig mig der er mor og ham der er far. Vi har forskellige instinkter, forskellige ting vi tænker på. Vi er i to forskellige roller.

Bøffen har indtil videre været i en alder hvor han kun har brug for én. Selvfølgelig får han endnu mere opmærksomhed og kærlighed, ved at vi er to. Hans basale behov kan dog sagtens stilles af én person. Så min kærestes største opgave er at være der for mig, og aflaste mig. Det gør han så fint ved også at give Bøffen masser af far-søn tid, der indebærer en masse kærlighed. For så er jeg fri for at bruge alle mine ressourcer fuldstændig op.

Når jeg er træt (fysisk og psykisk) så tager min kæreste over. Det er sådan jeg har fundet ud af at en far skal være. Hans skal komplimentære mig som mor. Fungere i samspillet med mig, i vores forældreskab. Jeg skal ikke kræve at han gør halvdelen af alting, at han er halvdelen af mit moderskab. Det kan han ikke være.

Jeg har droppet forestillingen om at en far svarer til min mor, gange to. Eller noget derhen af. Det er svært helt at forklare, og sikkert sværere at forstå, hvordan jeg ikke ved, hvad det vil sige at have en far. For jeg har aldrig haft én. Jeg ved ikke hvad det er. Jeg ved bare at der er fædre - både biologisk, men endnu vigtigere - i forældreskab.

Så selvom jeg har mange issues og forestillinger, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal forvente af en far, så føler jeg at jeg har fundet ud af hvordan en far kan være, og hvilken rolle han kan have i forældreskabet.

Min kæreste er sådan en far jeg selv ville ønske jeg havde haft. Han er der og gør sit bedste. Han vil det her. Det er nok det aller vigtigste. Han vil gøre alt for at vores barn har det godt, men også at jeg har det godt.

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments

Kontakt: Sisselvinther@hotmail.com

  • Facebook
  • Bloglovin
  • Instagram
  • Blogkeen
  • Nouw
Få besked om nye indlæg på email