Det er nærmest en lov, at man skal berette om sin fødsel når man er mor og blogger 😉
Eller det burde det være, for det er sgu' spændende med de fødsler! Jeg læste selv en del før jeg selv fødte, men huskede hele tiden, at min fødsel ikke ville blive ligesom dem jeg læste om. Ikke to fødsler er ens. Jeg fandt dog tryghed i, at ligemeget hvor slemme de fødsler jeg læste om lød, så klarede de det - og jeg vidste også at jeg nok skulle klare det! Vi kvinder er sgu' fantastiske væsener. En fødsel er noget af det vildeste vi kan opleve, og det er en ting vi aldrig glemmer. Fortrænger, jovist, men vi glemmer ikke at det er sket og hvilken vild oplevelse det var.

Min fødsel var LANG, så jeg har været nødt til at dele den op i mindre bidder. Læs med hvis du har lyst!


19/9-2016
Da jeg nærmede mig termin, var det mit største ønske ikke at gå over tid. Jeg hadede at være gravid, og jeg ville gerne ud på den anden side. Jeg ville også virkelig gerne have fødslen overstået, det var sgu' lidt ligesom at skulle til eksamen og være mega nervøs - udover at man ikke ved hvornår eksamen er og man kan ikke læse rigtigt op på den.

Jeg var opsat på ikke at gå over termin, i hvert fald ikke mange dage, så da jeg var i 39 uger og 4 dage henne, besøgte jeg en akupunktør på Amager. Hun gav mig en fødselsmodnende akupunktur, som skulle modne min krop og livmoder til fødsel. Jeg ved ikke helt hvor vidt jeg tror på det der alternative behandling, men jeg ville gøre ret meget for at slippe ud af graviditetskroppen(!) Hun sagde at jeg ikke var helt moden til fødsel endnu, den dag, men på vej derhen af.


22/9-2016
Da jeg ramte min terminsdato, og var 40 fulde uger henne, var jeg til jordemoder. De kunne mærke hvor moden min livmoder var til fødsel, og sagde at jeg var 1 cm åben. Så ville der nok ikke gå mange dage før jeg skulle føde.. De ville derfor gerne lave en hindeløsning på mig, hvor de går ind og løsner hinderne, barnet ligger i. Det gjorde lidt avs, men det var ikke slemt. Jeg havde dog rimelig kraftige menstruationslignende smerter resten af dagen, men mere skete der ikke. Ved hindeløsning går de fleste i fødsel indenfor 24 timer, hvis ikke, så har hindeløsningen formentlig ikke haft meget effekt.

Samme aften, på min terminsdato, sad min kæreste og jeg og delte en Sol, (den der spanske øl) på en bænk. Vejret var lækkert, for det var det jo, der sidst i september 2016. Vi snakkede om at der nok ikke kom til at ske noget lige foreløbig, og det var måske også fint nok. Man kan jo ikke skynde på moder natur.
Da jeg gik i seng tænkte jeg at det var fint nok, jeg var alligevel træt, og ville gerne sove længe - i hvert fald én gang mere.


23/9-2016
Jeg vågnede omkring 5:30. Jeg havde de ledeste smerter i underlivet, ligesom menstruation, men meget værre. Jeg prøvede at sove videre, men det kunne jeg ikke. Så stod jeg op, og gik i bad, tog panodiler, og de mange andre ting man bliver rådet til at gøre, for at dæmpe smerterne, indtil der rigtig sker noget. Det er nemlig vigtigt at få slappet af, for det kan hurtigt udvikle sig til en fødsel.

Det gjorde det så sandelig også - jeg fik nemlig veer. Jeg havde en uges tid forinden haft en morgen fuld af plukveer, og var da helt sikker på at det var en begyndende fødsel. Jeg var dog mere sikker nu, for nu gjorde det rigtig ondt - og på en helt anden måde. Det passer altså at man ikke er i tvivl, når det er rigtige veer.

Mine veer blev hurtigt meget voldsomme. Lidt over 9:00 vækkede jeg min kæreste, og ringede til fødselsmodtagelsen. De bad mig selvfølgelig slappe af, og alle de andre ting jeg allerede havde gjort. Førstegangsfødende har ofte en længere opstart, så man bliver pænt bedt om at tage en slapper og se tiden an.
Jeg prøvede at slappe af, det gjorde jeg virkelig! En time efter ringede jeg dog igen, for der kunne jeg ikke være i min egen krop. Jeg havde fået min kæreste til at pakke en taske til hospitalet, imens jeg stod og tryglede kvinden i telefonen om at jeg måtte komme derud. Hun sagde heldigvis ja, og jeg håbede inderligt at jeg ikke blev sendt hjem igen.

Del 2 kan du læse her , del 3 her og del 4 her.

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

  • 1077 Læsere

Likes

Comments