Det her indlæg har egentlig været undervejs længe, i hvert fald i mit hoved.

Der er ikke mange ting, der er som de var, for omkring et år siden. Hverken indeni mig, eller i forholdene imellem os, herhjemme. Alt er vendt på hovedet, så at sige.

Jeg havde regnet med, at den største forandring ville ske, når vi stod med en baby i armene. Nu ved jeg, at det først er nu her, der virkelig er sket en forandring. Her et år efter, kan jeg nemlig se tilbage, og gøre status på det første år som mor.

I mine forestillinger, var det at have et spædbarn, den hårdeste tid i et moderskab. Primært fordi forestillingen om spædbørn, indebærer meget lidt søvn, meget lidt struktur, og en helt ny verden - eller baby - man skal lære at kende. Den tid var jo piece of cake, i forhold til at have en 1-årig.

Søvn er én ting. Faktisk fik jeg også rigeligt med søvn, da Bøffen var spæd, da jeg mener det handler om indstilling. Nu derimod, ja der bliver alle vågne timer brugt - men oftest ikke på det de burde.

Før var der rigeligt med tid til at snakke sammen, få snakket ud, få snakket løsninger. Nu får de ophobede følelser frit spil, når der endelig er lejlighed til det. At have et parforhold, samtidig med at have en 1-årig er eddermame hårdt. Jeg ved ikke helt om det skyldes, at den energi man før havde om aftenen, fordi barnet ikke skulle stimuleres og holdes så meget øje med, ikke krævede så meget af én, som det gør nu - eller om man bare har mere brug for at få snakket sammen, få bekræftet, få delt følelser, tanker, meninger, frustrationer; med den anden.

Jeg ved bare, at det vigtigste på det her tidspunkt, i forældreskabet, må være at prioritere hinanden. Prioritere tid sammen - uden baby. Selv hvis det ikke føles som om behovet er der. Det kan gøre en verden til forskel, hvilke ting man får snakket om, når man er alene, uden der er en baby at tage hensyn til.

Noget andet, der kommer bag på mig, er hvor vildt det er, at jeg rent faktisk har et barn. Jep, der skal åbenbart et helt år til, før jeg ser realiteterne i øjnene. Jeg er fucking mor. Min baby er et barn nu. Et barn jeg har ansvaret for, i 17 år mere - og hvis liv jeg (forhåbentlig) vil være involveret i, resten af mit liv. Det er for sindsygt.

Der er så meget på spil, når jeg har det store ansvar, for et andet menneske. Så meget kærlighed og sorg at gamble med, og en fremtid fuld af frygt for at miste, ikke at gøre det rigtige, ikke at kunne slå til. Det skal jeg leve med resten af livet. Det er jo helt skørt, at jeg har valgt at udsætte mig selv for alt det. Helt frivilligt.

Heldigvis gør kærlighed blind. Kærlighed til Bøffen, der overskygger alt det værst tænkelige, og i stedet fylder mit liv med mening og lykke. Alle ved, at det største man kan opleve i livet, er at få børn. For det hører man så ofte. Jeg forstår bare ikke, hvorfor man er så bange for at gøre det, før man har fået alt muligt andet i livet med. Jeg lever først rigtigt nu, tror jeg.

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

  • 301 Læsere

Likes

Comments