Alle forældre ved at de ikke altid er de bedst mulige forældre. Det tror jeg simpelthen er umuligt at være, for engang imellem har man bare lige brug for at tænke lidt på sig selv - om det så er for at gå på toilet. Vi gør en hel del som enhver pædagog ville ryste på hovedet af.

Jeg har her samlet en række af (nogle af) de pædagogisk ukorrekte ting vi gør, som forældre til Bøffen:

Vores mobiltelefoner er ikke legetøj - så her har du din egen!
For noget tid siden købte jeg en legetøjsmobil til ham, i Fætter BR. Den er simpelthen for sej! Det ligner en klodset smartphone, med ikoner for apps. Hver knap siger lyder når man trykker på dem. Så man kan både høre lyden af en sms-besked, kameraudløser, radio, musik og meget mere. Det fedeste er at den har en optagerfunktion, som, når man trykker på den grønne knap (som alle mobiler engang havde), afspiller det man har indtalt.
Vi har har haft - og får fortsat - så mange sjove øjeblikke med den mobiltelefon! Ha ha. "Hey, Bøf der er telefon til dig! Jeg tror det er moster Nadia der vil snakke!" og Bøffen fatter endnu ingenting, så når han gør bliver det kun sjovere. Onde forældre der har sjov på hans bekostning. Hæhæ.


Tak gud, for Baby Einstein - og TV generelt!
Min veninde, der fik barn kort før jeg, præsenterede os for YouTube fænomenet "Baby Einstein" (Eller "Baby Mozart"), der er en række af videoer lavet til babyer. De består helt enkelt bare af klip hvor man ser forskelligt legetøj der snurrer, lyser, triller, hopper, drejer osv. Mens lyden af Mozarts musik spiller i baggrunden. Jeg har alt for tit titelmelodien i hovedet, så det må betyde at vi nok lidt for ofte, bruger det som afledning, så vi selv kan få lidt tid (til at skide).
Paradise Hotel ser Bøffen og jeg også trofast, og det er nok heller ikke lige det program, der er med til at udvikle ham bedst kognitivt... på nogen måde. Mor-underholdning skal der dog til, og indtil han forstår det, så får han da selvfølgelig bare lov at se med. Lidt stilhed fra barnet, mens mor er underholdt, har aldrig skadet nogen.

Jeg håber ikke du får ondt i ryggen...
For et par dage siden skrev jeg et indlæg om Chefen (aka Bøffen) der nogle dage, demonstrativt nægter at sove rigtigt i sin barnevogn. Så af og til er jeg nødt til at vende ham om, så han kan sidde op, med front væk fra mig. Det er nemlig det der passer Chefen bedst. Når jeg ikke har pude med, er det nok bare ikke det bedste for hans lille ryg, at sidde op ad en hård kant. Meeeeen, hvad fanden skal man stille op? Hvis han kan sove sådan, må det vel ikke være så slemt igen. Eller....

Ja fang Michael! Du kan godt!
Den bedste måde at motivere ham til at kravle på, er altså bare at lade ham jagte vores kat. Michael elsker ikke Bøffen i ligeså høj grad som Bøffen elsker ham. Tvært imod, så flygter Michael hver gang han kommer i nærheden. Bøffen rykker ham nemlig i pelsen, da han endnu ikke har fattet "ae ae"-princippet. Så Michael har mistet mange hår i Bøffens levetid. Jep, vi er dyreplagere OG dårlige forældre. Men kravle, det kan han næsten!

Smag det her lille skat! Mmhhhh!
Da han var omkring 3-4 mdr. begyndte vi at lade ham smage få ting. Han virkede nemlig meget interesseret, og det var jo bare at smage lidt på tungen. Vi prøvede aldrig at han smagte noget han ikke kunne lide, så selvfølgelig skulle vi også prøve at lade ham smage et stykke citron. Det var han ikke så vild med, og hans ansigtsudtryk så ret så misfornøjet ud. Ha ha ha. Det var så sjovt! Ej, det må man ikke synes.... må man? Måske vi skulle servere det igen, nu vi er begyndt på mad sådan rigtigt, det kan ske han synes om det nu. Nej...

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

  • 522 Læsere

Likes

Comments