Det her indlæg er min oprindelige tekst til Kristeligt Dagblad, som var den artikel der startede hele min blog-rejse.

Selvom du er 35 år, kan du godt være ”ung mor”. I den forstand at du er ung i rollen som mor. For helt ærligt, mødre på 35 år gør det ikke bedre end mødre på 25 år. Tvært imod, hvis I spørger mig. Der er så mange flere fordele end ulemper ved at få børn tidligt. Det kan godt være man ikke har samme livserfaring, når man er i sine tyvere, som man har i trediverne - men selv det ser jeg som en fordel.

Jeg synes, det er vigtigt at folk stopper med at tilrettelægge deres liv, så de kan nå mest muligt, mens de stadig kører deres ego-show til langt op i trediverne. For det er hvad det er; et stort fedt show, hvor du kun behøver tænke på dig selv. Det bliver man ikke bedre egnet til rollen som mor af.

Tvært imod så mener jeg, du bliver endnu dårligere klædt på til at lære at dele livet med dine børn. For indtil nu har du kun skulle tænke på dig selv, og jo ældre man bliver, jo sværere bliver det at ændre tankegang og indgroede mønstre, det ved alle.

Du tænker sikkert, når du beslutter dig at få børn, at det er det bedste tidspunkt: Økonomien er på plads. Du har kendt den kommende far i ligeså lang tid, som du har vasket tøj i dyrt øko-vaskemiddel - fordi det fik du først råd til, da du kom ud på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse som 29-årig. Nu er det tid til, at I skal have jer en lille kernefamilie, for alting er på plads og helt tilrettelagt.

Op i røven med din lille drømmeverden, for fakta viser, at mange aldrig får opfyldt deres drøm om børnefamilie, fordi de ganske enkelt går i gang med at få børn for sent.

Som ung mor forstår jeg ikke, hvorfor man ikke bare udlever sine drømme på samme tid. Familie og karriere kan sagtens gå hånd i hånd. For før karriere kommer uddannelse, og den er du sikkert ikke færdig med, før du er sidst i dine tyvere. Det giver dig en masse gode år til at dele din ungdom og overskud med dine børn. Det er desuden på dette tidspunkt i dit liv, hvor du har mest tid til dine børn.

Som 35-årig ved du at tid har mere værdi end penge, og det er i samme alder du ville ønske du havde mere af den. Børns liv bliver bedre af samvær med deres forældre, end det gør af, at deres forældre har økonomien på plads og kan give i hoved og røv.

Ja, du vil komme til at føle en ærgrelse over du skal tilbage på dit 8-16 job efter endt barsel. Det lover jeg dig. Du vil ærgre dig over, hvor meget du skal arbejde for at få den dyre husleje dækket, de for dyre børnemøbler og den nye bil med plads til en familie på seks.

Dit overskud er heller ikke så stort, og din krop lider under det. Du kan ikke længere helt følge med på den måde, du gerne vil. Du har svært ved at balancere arbejdslivet med familielivet. Svært ved at slå hovedet helt fra, når du er hjemme. Omvendt svært ved at slippe tankerne om familien, som du savner helt forfærdeligt, mens du sidder på dit velbetalende job.

Du har faktisk ret svært ved hele rollen som mor. Ung mor på 35 år. For børn ved du ligeså lidt om, som alle andre førstegangsmødre. Det er nemlig ikke alder, der definerer om du er en god mor, men det overskud du har til dine børn.

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

  • 331 Læsere

Likes

Comments